Svinklovene: Vandretur i Svinkløv Klitplantage

Svinklovene

De fleste som hører ordet Svinkløv vil straks forbinde det med områdets gamle og smukke Svinkløv Badehotel. Men området har en anden særegen attraktion, som burde få lige så meget opmærksomhed; Svinklovene.

Svinklovene er et naturfænomen, som måske mest af alt ligner lodrette bølger. Inspireret af navnet, kan man også få associationer til klovene på et firbenet dyr. Formationerne er skabt af regnvand, som gennem mange år er løbet ned mod Vesterhavet igennem det bløde kridt, som er under den grønne vegetation, der dækker området i dag.

Denne rute skal du gå

Parker ved Svinkløv Badehotel og gå derfra ad rød rute. Rød rute går oppe på kystskrænten indtil den rammer Svinklovene og fører dig derfra tilbage langs det flade land tættere på vandkanten. Det er en rundtur i kuperet terræn. Det er nemt at finde vej og på turens stejle stykker går man på trapper.

Hvor ligger svinklovene?

Svinklovene ligger i Svinkløv plantage ved Fjerritslev i Nordjylland. De ligger i det nordvestlige hjørne af plantagen med udsigt ud over Jammerbugten. 

Hvis du genkender naturen er det måske fordi den danner kulisse i TV-serien Badehotellet. Området er ikonisk for den storslåede natur langs Vesterhavet.

På toppen af Svinklovene

Ved Svinklovene er det tydeligt, at Svinklovene og Svinkløv Klitplantage ligger på et højdedrag. Mod sydvest er terrænet fladt. Højdedraget var, dengang vandstanden var 5 meter højere, en ø for sig selv. Det kan du tydeligt fornemme, når du står på toppen af Svinklovene og nyder udsigten. Naturstyrelsen har samlet flere forslag til ruter i området her.

Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotel ligger midt i de nordjyske bakker og med udsigt til Vesterhavet. Det er både start- og slutpunkt for denne vandretur ud i Svinkløv Klitplantage. Jeg ved ikke, om det var udsigten til at smage valnøddelagkage eller at se genskabelsen af den gamle bygning, men vi endte med et besøg i restauranten.

Sådan gør du

  • Kom til: Start ved Svinkløv Badehotels parkering og kom hertil med bil
  • Hvor langt: 4,5 km
  • Hvor længe: 1,5 timer (medregn tid til stop)
  • Tip: Forkæl dig selv med med kaffe og kage på Svinkløv Badehotel hvis du kommer indenfor deres sæsonåbning. Hvis du kommer i højsæsonen, så bestil bord.
  • Alternativer: Hvis du kan lide at gå langs dramatik kyststrækninger, så vil vi anbefale dig at vandre en tur på Stevns Klint.
bakket sandstrand ved søvårssøerne

Syvårssøerne: Guide til vandretur i Frederikshåb Plantage

Syvårssøerne

I Frederikshåb Plantage ligger de evigt foranderlige Syvårssøerne, som kommer og går. Selvom navnet antyder at tid bestemmer, hvornår de kommer til syne, er det højden på grundvandet, der afgør det hele. Nogle år er de fulde af vand, og andre år helt tørlagte. Vi besøgte Syvårsøerne mens grundvandet stod højt, så vi oplevede området med masser af søer og sump.

Billede af sø med græs og træer rundt om

Denne rute skal du gå

Oplev Syvårssøerne bedst ved at gå ad rød rute – den er tydeligt afmærket med røde pile hele vejen rundt. Ruten er 4,7 km, og går langs den sydlige højderyg af klitter. Langs højderyggen er der til begge sider mange smukke udsigter over søer og hedelandskab.

Vi har lavet et kort nederst på siden over rød rute.

Smalle stier med masser af udsigt

Udsigten over de blanke søer er den primære årsag til at tage til Syvårsøerne. Området minder om en nordisk savanne, og er en anderledes måde at opleve den sandede jyske jord, der som altid er domineret af rødgran og lyng.

Ved Syvårssøerne gik vi med vores baby på 6 måneder. Ruten er meget overskuelig med børn, men forvent ikke, at du kan tage en vogn med rundt. Der er trapper og stierne er sandede og fulde af rødder fra træerne omkring. Det er en kuperet og spændende rute at gå og her er god mulighed for eventyr for både store og små.

Hvorfor hedder det Syvårssøerne?

Navnet Syvårssøerne stammer fra gammel tid, da man mente at søerne dukkede op vær syvende år. I dag ved man altså, at det er grundvandet der er afgørende.

Når mængden af nedbør er høj og grundvandet stiger kommer Syvårssøerne til syne, men det giver ifølge Naturstyrelsen ikke altid store søer, da grundvandsspejlets bevægelser ikke kan forudsiges. Uanset om der har været tung nedbør op til dit besøg, så vil du få en smuk oplevelse og foranderligheden er en god grund til at komme tilbage.

Hvor ligger syvårssøerne?

Syvårssøerne ligger cirka 10 kilometer eller 10 minutter sydøst for Billund i bil. Der er cirka 30 minutter i bil fra Kolding og Vejle. Syvårssøerne og Frederikshåb plantage ligger ved Randbøl Hede, som også er et besøg værd. Se vores guide her.

Sådan gør du

  • Kom til: Start ved Randbøl hede rasteplads og kom hertil med bil eller bus 166 – Se p-pladsen på Google Maps
  • Hvor langt: 4,7 km
  • Hvor længe: 1 time (uden stop – så medregn tid til at nyde området)
  • Fif: Der er opsat bænke langs ruten, hvorfra det er oplagt at nyde udsigterne, en kop kaffe eller en madpakke.

Bognæs: Gå ind i solnedgangen

I bunden af Roskilde Fjord ligger Bognæs – en fredet halvø med skov og strandeng. Her tog vi ud en fredag eftermiddag – lige før sommertid blev til vintertid for at drikke en fyraftensøl i friskluft og med udsigt til solnedgangen. Den bedste fyraftensøl er den man drikker fredag eftermiddag, for dér er ugen ovre og mandag er stadig er langt væk.

Udsigt ud over Kattinge Vig og Bognæs en efterårsdag

Bognæs i Roskilde Fjord

Bognæs er er en halvø som ligger omringet af Kattinge Vig, Bredningen og Lejre Vig i bunden af Roskilde Fjord. Det er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land og ligger kun en kort køretur fra Roskilde by i bil eller i bus. Her kunne vi uden meget møje og besvær komme ud og få vind i håret.

Det som gør denne vandretur det hele værd, er at se gamle krogede ege stå med udsigt over vandet og holmene, som overgiver Bognæs. Stierne på Bognæs snor sig både langs vandet og ind i skoven.

Den smukke Storskov på Bognæs
Et gammelt flot træ på Bognæs

Kælekøer og havørne

Den østligste del af Bognæs hedder Askehoved. Her kan man ikke gå ud fra 1. februar til 1. september, fordi havørnen yngler netop dér – vi var heldige at komme forbi inden for besøgstiden. Der er også en blandet skarv- og hejrekoloni.

På strandengen ved Askehoved går der køer og vedligeholder området. Markens smukkeste ko kom hen og hilste på, hun havde tykke krøller i panden og sorte ører. 

En smule sand ved Askehoved

Kolde korte dage

Når dagene bliver kortere og koldere, indbyder det ikke nødvendigvis til at komme ud. Vi har boet i lejlighed i København i snart 10 år, og udsigten til stenbroen giver ikke en fornemmelse af, hvilket smukt varmt lys der er at finde på en klar blæsende eftermiddag i efteråret. Det er i den grad en belønning at finde den varme frakke frem og komme afsted.

Bladende har flotte efterårsfarver på træerne
Aftensolen skaber et flot lysspil til fyraftensturen

Fyraftensøl

Livet skal være lækkert – det gælder både på vores gåture og i resten af livet. Vores rute starter og ender i Herslev. Udover at Herslev har dét busstoppested, som er nærmest Bognæs, så ligger her også et bryggeri – Herslev Bryghus.

I bryggeriets gårdbutik fik vi pakket to øl til turen. Vinden holdt øllene kolde, sådan at vi til slut på ruten kunne sidde med udsigt til både fjord, sol og weekend, og nyde ugens vigtigste fyraftensøl.  

Astrid glad og tilfreds med købet af øl

Vejledning

  • Kom til: Toget til Roskilde og derfra bus 207 til Herslev 
  • Kom fra: Fra Herslev med bus 207 til Roskilde st. 
  • Hvor langt: 16 km
  • Hvor længe: 4 timer (uden tid til at drikke øl, klappe køer og tage billeder)
  • Fif: Hvis du vil købe dig mere tid på den smukkeste del af ruten, så tag cyklen med i bussen. Parkerer du ved indgangen til Bognæs er ruten reduceret til 12 km. Parkerer du ved indgangen til skoven er ruten nærmere 8 km.   
  • Alternativer: Det er en rundtur, så det er muligt at tage bilen.

Ruten // Bognæs

Ruten nedenfor er ikke 100% retvisende, men den vil få dig på rette vej. For enden af Bognæsvej kan du fortsætte rundt mød urets retning så ender du tilbage, hvor du gik ind i skoven. Det er en stor fin sti, som er meget fremkommelig – google har bare ikke registreret den. Hvis du ønsker, kan du gå ud på Askehoved: for enden af Bognæsvej går en sti stik øst, den fører dig ud på overdrevet, hvor havørnene yngler.

Stevns Klint: Vandretur på kanten

For os er Stevns Klint er først og fremmest en nævneværdi vandretur, fordi det er en latterligt flot strækning. Det blå hav, stenstranden og den hvide klint med grøn frodig top – det er bare pænt for øjet (og kameraet). Men der er mange andre grunde til at vandre i netop dette hjørne af Danmark: Fiskeleret i klinten fortæller historier tilbage fra dinosaurernes tid, hvilket har placeret den på UNESCOs verdensarvsliste, Stevnsfortet spillede en helt særlig rolle under den kolde krig og så er floraen omkring Stevns Klint unik, for dér findes eksemplarer af gøgeurt (danske orkideer).  

Denne rute skal du gå

Vi gik af trampesti fra Stevns Naturcenter til Rødvig Havn – det er let at finde vej. Vi gik mod syd med havet på vores venstre side og markerne på vores højre side. Stien går oppe på klinten hele vejen, men det er muligt at komme ned til vandet enkelte steder – stranden er særlig oplagt, hvis du har en fossilsamling, som skal udvides.

Kalk og erosion

Klinten består mest af kridt. Kridt der er cirka lige så stærkt som det tavlekridt, som vi har knækket vores del af igennem skoletiden. Det betyder, at kystklinten bliver eroderet af vejret og havet. Den ultimative konsekvens af det oplever man ved Højrup Kirke, som stod færdig ved klinten i 1357. Siden da er både kirkegård og kirkens kor rutchet i vandet. Det må have været et ganske makabert at se gamle kister med lig komme til syne.

Seværdigheder på ruten

Stevns Klint er en attraktion og midt på ruten hvor Højerup kirke og Stevns fyr ligger, vil der på en højsommerdag også være andre ude for at se disse smukke steder. Men de færreste forvilder sig ud på hele ruten, så udover et kort stykke mellem kirke og fyr, havde vi stien næsten for os selv. I Højerup kan man spise Det Store Stevnske Frokostbord – vi tog dog budgetvejen og havde pakket rygsækkene med tøm-køleskabet-tapas.   

Sådan gør du

  • Kom til: Toget til Køge, derfra lokalbane til Store Heddinge hvorfra der går bus til Sigerselv, hvor vores rute startede.
  • Kom fra: vores rute endte i Rødvig Havn, hvorfra der går lokalbane tilbage til Køge.
  • Med bil: På Stevns Klint starter du et andet sted, end du slutter. Men her er mulighed for at leje cykler, så du kan komme tilbage til bilen, når du ankommer i Rødvig.
  • Hvor langt: 19 km
  • Hvor længe: 4-5 timer (uden pauser til vand, frokost og is – indlæg rigelig tid til dette)
  • Gå minimum med: Gode lukkede sko – Vand – Solcreme (der er ikke meget skygge på ruten) – tøj i flere lag justeret efter vejret – Vandflaske (som du kan genopfylde flere steder)
  • Alternativt: Hvis du har god energi i benene og god tid, så tag til Bøgeskov Havn og gå derfra, det gør turen lidt længere.

Kort // Stevns Klint

Siv og vand ved mølleåen.

Mølleåen vandretur: Industrihistorie og idyllisk natur kombineret på en dagstur fra København

Der var meget kort fra tanke til handling, da vi tilbragte en søndag på vandretur langs mølleåen.

Med den idylliske ådal ved Lyngby som udgangspunkt, strækker turen sig fra Bastrup Sø ud til Øresund. Vi valgte at tage på vandretur på den fredede del af ådalen fra Lyngby til Øresund, og vi blev ikke skuffede.

Vi tog afsted med s-toget til Lyngby, greb frokost på vejen og gik i overraskende flotte scenerier – på denne tur var indsatsen minimal men belønningen stor.  

Bro over mølleåen, hvor Daniel står og kigger.

Idyllisk ådal ved Lyngby: Perfekt for en dagstur

Vi besluttede os for at tage på vandretur på den del af mølleåen der går langs den fredede del af ådalen fra Lyngby til Øresund. Det er altså den del, der går fra Buresø.

Ruten går langs åens bred på kanten af gammel skov, eng og tidlig industri. Stien krydser åen adskillige gange, så scenerierne med siv i åen og pil som spejler sig i vandet, kan opleves fra alle sider. Læs mere om naturen ved Mølleådalen.

En gammel mølle fra industriens tid. Mølleåen er dæmmet op foran den.

Mølleåen vandretur: En blanding af industrihistorie og idyllisk natur

Åen har været grundlag for meget forskellig industri. Vandet har igennem tiden skabt energi til produktion af fx krudt, værktøj, papir og tekstiler. Derfor ligger der i dag fredede værker og møller spredt mellem åens opdæmninger.

Vi så fx den gamle krudtmølle, der blev brugt til at producere krudt til våbenfabrikation, og den gamle værktøjsmølle, der blev brugt til at producere håndværktøj.

Mens vi gik langs åen, kunne vi ikke lade være med at drømme om at indrette os i de gamle, sjælfulde bygninger fulde af historie og sjæl. Der var fuld fart på idyllen på hele ruten, og vi nød at opleve den smukke natur og de interessante industrielle bygninger.

Lille udehus ved Brede værk.

Frokost i Jernbanecafeen: En hyggelig pause på vandreturen

Stationen i Brede er serviceret af Jernbanecafeen. Her er væggene pyntet med scener fra Matador og et billede fra et (meget passende) besøg fra Lise Nørgaard. For os som bruger de 24 afsnit af Danmarks mest sete tv-serie som julekalender hvert år, fik dette sted knæene til at smelte.

Vi spiste en sandwich med frikadeller stegt i rigeligt smør, rødkål og mayo – ikke noget nymodens fyld. 

Kørebanen på E47 taget fra bro.

Natur tæt på København: Gå på undersiden af motorvejen ved Mølleåen

Ruten er flettet ind i Københavns infrastruktur. Skinnerne til kystbanen og lokalbane 910 krydsede vores vej og vi kom under E47. Det er længe siden vi har gået på undersiden af et motorvejsanlæg.

Vi greb muligheden for at lave ekko mellem væggene af beton – det var en kort fornøjelse, som hurtigt igen blev erstattet af frodig åbred.

Vejledning

  • Kom til: S-tog til Lyngby st.
  • Kom fra: Ruten ender på Skodsborg st. hvorfra vi tog kystbanen tilbage til København
  • Hvor langt: 14 km
  • Hvor længe: 2,5-3 timer (uden pauser til at spise frokost eller læse plancher)
  • Gå minimum med: Gode sko
  • Fif: Der er frugttræer på ruten, så i den rette sæson er der gratis snacks.
  • Alternativer: Ruten er en del af en række stisystemer langs Mølleådalen. Hvis du gerne vil gøre ruten længere kan du se kort fra Buresø til Øresund.

Ruten // Mølleåen

Nærbillede af Hammerodde fyr

Vandretur rundt om Hammerknuden

Hammerodde Fyr på den nordlige del af Hammerknuden

Vi besluttede os for at besøge Østersøens perle, Bornholm. På en af de varmeste dage tog vi på en vandretur rundt om Hammerknuden – her er kysten fyld af stejle klippesider og høje bakker som giver gode udsigter over det nordlige Bornholm.

Hammerknuden, eller Hammeren som det også kaldes, ligger i samme område som det velbesøgte Hammershus og Opalsøen. Det kræver kun et par timer ekstra på hånden for at man på denne rute kommer helt ud på Bornholms nordligste punkt.

Hammerknuden rundt er en vandretur på ca. 7 km, som tager dig ud i et klippelandskab formet af den seneste istid.

På vandreturen kan du bl.a. opleve:

  • Sandvig
  • Salomons Kapel
  • Hammer Fyr
  • Opalsøen

I vandet ved Sandvig Havn

Da vi besøgte Bornholm, var der ganske få dage til årets Folkemøde. Egentlig startede vores dag i Allinge, som på trods af den midlertidige infrastruktur til Folkemødet, stadig viste at den er endnu en af Bornholm idylliske kystbyer.

Vi gik nord ud af Allinge mod Sandvig, men den del af ruten er ikke en anbefaling værd, men mindre man er på markedet efter sommerhuse.

Start i Sandvig Havn – aller helst med en dukkert. Et ungt par, der havde en båd liggende i havnen anbefalede en badestige for enden af molen. Stigen sad fast med en enkelt løs skrue og et reb, men det var nok til at få os op af vandet.

Nærbillede af Hammerodde fyr

Hammerodde Fyr: Bornholms nordligste punkt

Efter vores badetur i havnen startede vi på selve vandreturen rundt om hammerknuden. Vejen ud til Hammerodde Fyr er let tilgængelig og asfalteret, så det tager ikke lang tid at kommer dertil. Når du er ved fyret, har du også ramt nordspidsen af Bornholm.

Kort efter Hammerodde Fyr ligger ruinen Salomons Kapel som er en dejlig grøn oase, som køer og får går og græsser på.

Salomons ruin med udsigt ud over østersøen

Hammer Fyr: 360 graders udsigt

Når stien drejer ind mod land begynder det at gå op (!), men det vil være strabadserne værd, for du bliver ledt mod Hammer Fyr. Når du står ved fyret er du 82 meter over havets overflade. Der er en fantastisk udsigt.

Det er gratis at gå op i fyret, og herfra får en udsigt over Nordbornholm, Hammershus og på de klare dage; Sverige.

Opalsøen: En gammel grusgrav

Vi troede Hammer Fyr var stedet, hvor vi skulle opleve turens gode udsigt. Det viste sig dog, at opalsøen er mindst lige så leveringsdygtig.

På turen rundt om søen er der flere udkigsposter, hvor du står sammen med mågerne og ser Opalsøens lodrette klippevægge gå direkte ned i dybet.

Udsigt ud over Opalsøen
Bygninger og café på Hammer Havn

Mad på Hammer Havn

Hammer Havn er turens endestation. Havnen har en dejlig atmosfære og ligger helt for sig selv for foden af Hammerknuden.

En lille cafe på havnen serverer is, kaffe, en sandwich eller en øl. Efter en lang dag på benene blev det for vores vedkommende til øl og sandwich i solnedgangen.

Hvis du gerne vil lave en rundtur, så kan du gå tilbage til Sandvig på cirka 30 minutter.

Sådan gør du

  • Kom til: Tag bussen til Allinge-Sandvig fra fx Rønne med bus linje 2. Brug rejseplanen.dk.
  • Kom fra: Samme som du kom, eller du kan tage bussen ved Hammer Havn på Langbjergvej.
  • Hvor langt: 7 km
  • Hvor længe: 3 timer
  • Alternativer: Det er en rundtur, så det er muligt at tage bilen. Parker evt. din bil ved Hammerknuden parkering.
  • Sværhedsgrad: Let til fods på de lige stykker, men højdemeterne kræver kondition og kan snyde ift. længden.

Ruten // Rundt om hammerknuden

Ruten nedenfor er retvisende for den vej vi gik. Det er en relativt simpel tur, men vejen fra Salomons kapel op til Hammer Fyr var ikke markeret særlig tydeligt, så vær opmærksom på det. Hvis du gerne vil og er startet tidligt er Hammershus ikke langt fra Hammer Havn, og du kan kombinere de to ting på én dag, hvis du er frisk.