I bunden af Roskilde Fjord ligger Bognæs – en fredet halvø med skov og strandeng. Her tog vi ud en fredag eftermiddag – lige før sommertid blev til vintertid for at drikke en fyraftensøl i friskluft og med udsigt til solnedgangen. Den bedste fyraftensøl er den man drikker fredag eftermiddag, for dér er ugen ovre og mandag er stadig er langt væk.

Bognæs i Roskilde Fjord
Bognæs er er en halvø som ligger omringet af Kattinge Vig, Bredningen og Lejre Vig i bunden af Roskilde Fjord. Det er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land og ligger kun en kort køretur fra Roskilde by i bil eller i bus. Her kunne vi uden meget møje og besvær komme ud og få vind i håret.
Det som gør denne vandretur det hele værd, er at se gamle krogede ege stå med udsigt over vandet og holmene, som overgiver Bognæs. Stierne på Bognæs snor sig både langs vandet og ind i skoven.


Kælekøer og havørne
Den østligste del af Bognæs hedder Askehoved. Her kan man ikke gå ud fra 1. februar til 1. september, fordi havørnen yngler netop dér – vi var heldige at komme forbi inden for besøgstiden. Der er også en blandet skarv- og hejrekoloni.
På strandengen ved Askehoved går der køer og vedligeholder området. Markens smukkeste ko kom hen og hilste på, hun havde tykke krøller i panden og sorte ører.

Kolde korte dage
Når dagene bliver kortere og koldere, indbyder det ikke nødvendigvis til at komme ud. Vi har boet i lejlighed i København i snart 10 år, og udsigten til stenbroen giver ikke en fornemmelse af, hvilket smukt varmt lys der er at finde på en klar blæsende eftermiddag i efteråret. Det er i den grad en belønning at finde den varme frakke frem og komme afsted.


Fyraftensøl
Livet skal være lækkert – det gælder både på vores gåture og i resten af livet. Vores rute starter og ender i Herslev. Udover at Herslev har dét busstoppested, som er nærmest Bognæs, så ligger her også et bryggeri – Herslev Bryghus.
I bryggeriets gårdbutik fik vi pakket to øl til turen. Vinden holdt øllene kolde, sådan at vi til slut på ruten kunne sidde med udsigt til både fjord, sol og weekend, og nyde ugens vigtigste fyraftensøl.

Vejledning
- Kom til: Toget til Roskilde og derfra bus 207 til Herslev
- Kom fra: Fra Herslev med bus 207 til Roskilde st.
- Hvor langt: 16 km
- Hvor længe: 4 timer (uden tid til at drikke øl, klappe køer og tage billeder)
- Fif: Hvis du vil købe dig mere tid på den smukkeste del af ruten, så tag cyklen med i bussen. Parkerer du ved indgangen til Bognæs er ruten reduceret til 12 km. Parkerer du ved indgangen til skoven er ruten nærmere 8 km.
- Alternativer: Det er en rundtur, så det er muligt at tage bilen.
Ruten // Bognæs
Ruten nedenfor er ikke 100% retvisende, men den vil få dig på rette vej. For enden af Bognæsvej kan du fortsætte rundt mød urets retning så ender du tilbage, hvor du gik ind i skoven. Det er en stor fin sti, som er meget fremkommelig – google har bare ikke registreret den. Hvis du ønsker, kan du gå ud på Askehoved: for enden af Bognæsvej går en sti stik øst, den fører dig ud på overdrevet, hvor havørnene yngler.





Hej. Vi var ude at gå på bognæs. En meget fin tur. Vi så flere steder. At der lå træstammer som var klodset op. Vi er sikker på at det er til nogle dyr/insekter. Men lige helt nøjagtigt hvad det er til???.
Jeg er teamleder for Vanløse og Brønshøj turtjenesten hovrdstadens røde kors.
Vi kører ture med ældre borgere i minibus.
Jeg forsøger at finde ud af hvor jeg søger om tilladelse at køre ind i området med 2 minibusser en på forhånd aftalt dag.
Da vi ikke kan tage vandreturen håber jeg du kan hjælpe med information om hvor jeg skal søge..
MED VENLIG HILSEN
Judy teamleder tirtjenesten Røde Kors
22216892
Judy@familienjohnsen.dk
Hej Judy. Halvøen er privatejet, og det er derfor forbrudt at køre derud. Jeg vil tro du skal spørge ejerne. Hvem det er ved jeg ikke. Mange hilsner Daniel