Sjælland

Bognæs: Gå ind i solnedgangen

I bunden af Roskilde Fjord ligger Bognæs – en fredet halvø med skov og strandeng. Her tog vi ud en fredag eftermiddag – lige før sommertid blev til vintertid for at drikke en fyraftensøl i friskluft og med udsigt til solnedgangen. Den bedste fyraftensøl er den man drikker fredag eftermiddag, for dér er ugen ovre og mandag er stadig er langt væk.

Udsigt ud over Kattinge Vig og Bognæs en efterårsdag

Bognæs i Roskilde Fjord

Bognæs er er en halvø som ligger omringet af Kattinge Vig, Bredningen og Lejre Vig i bunden af Roskilde Fjord. Det er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land og ligger kun en kort køretur fra Roskilde by i bil eller i bus. Her kunne vi uden meget møje og besvær komme ud og få vind i håret.

Det som gør denne vandretur det hele værd, er at se gamle krogede ege stå med udsigt over vandet og holmene, som overgiver Bognæs. Stierne på Bognæs snor sig både langs vandet og ind i skoven.

Den smukke Storskov på Bognæs
Et gammelt flot træ på Bognæs

Kælekøer og havørne

Den østligste del af Bognæs hedder Askehoved. Her kan man ikke gå ud fra 1. februar til 1. september, fordi havørnen yngler netop dér – vi var heldige at komme forbi inden for besøgstiden. Der er også en blandet skarv- og hejrekoloni.

På strandengen ved Askehoved går der køer og vedligeholder området. Markens smukkeste ko kom hen og hilste på, hun havde tykke krøller i panden og sorte ører. 

En smule sand ved Askehoved

Kolde korte dage

Når dagene bliver kortere og koldere, indbyder det ikke nødvendigvis til at komme ud. Vi har boet i lejlighed i København i snart 10 år, og udsigten til stenbroen giver ikke en fornemmelse af, hvilket smukt varmt lys der er at finde på en klar blæsende eftermiddag i efteråret. Det er i den grad en belønning at finde den varme frakke frem og komme afsted.

Bladende har flotte efterårsfarver på træerne
Aftensolen skaber et flot lysspil til fyraftensturen

Fyraftensøl

Livet skal være lækkert – det gælder både på vores gåture og i resten af livet. Vores rute starter og ender i Herslev. Udover at Herslev har dét busstoppested, som er nærmest Bognæs, så ligger her også et bryggeri – Herslev Bryghus.

I bryggeriets gårdbutik fik vi pakket to øl til turen. Vinden holdt øllene kolde, sådan at vi til slut på ruten kunne sidde med udsigt til både fjord, sol og weekend, og nyde ugens vigtigste fyraftensøl.  

Astrid glad og tilfreds med købet af øl

Vejledning

  • Kom til: Toget til Roskilde og derfra bus 207 til Herslev 
  • Kom fra: Fra Herslev med bus 207 til Roskilde st. 
  • Hvor langt: 16 km
  • Hvor længe: 4 timer (uden tid til at drikke øl, klappe køer og tage billeder)
  • Fif: Hvis du vil købe dig mere tid på den smukkeste del af ruten, så tag cyklen med i bussen. Parkerer du ved indgangen til Bognæs er ruten reduceret til 12 km. Parkerer du ved indgangen til skoven er ruten nærmere 8 km.   
  • Alternativer: Det er en rundtur, så det er muligt at tage bilen.

Ruten // Bognæs

Ruten nedenfor er ikke 100% retvisende, men den vil få dig på rette vej. For enden af Bognæsvej kan du fortsætte rundt mød urets retning så ender du tilbage, hvor du gik ind i skoven. Det er en stor fin sti, som er meget fremkommelig – google har bare ikke registreret den. Hvis du ønsker, kan du gå ud på Askehoved: for enden af Bognæsvej går en sti stik øst, den fører dig ud på overdrevet, hvor havørnene yngler.

Stevns Klint: Vandretur på kanten

For os er Stevns Klint er først og fremmest en nævneværdi vandretur, fordi det er en latterligt flot strækning. Det blå hav, stenstranden og den hvide klint med grøn frodig top – det er bare pænt for øjet (og kameraet). Men der er mange andre grunde til at vandre i netop dette hjørne af Danmark: Fiskeleret i klinten fortæller historier tilbage fra dinosaurernes tid, hvilket har placeret den på UNESCOs verdensarvsliste, Stevnsfortet spillede en helt særlig rolle under den kolde krig og så er floraen omkring Stevns Klint unik, for dér findes eksemplarer af gøgeurt (danske orkideer).  

Denne rute skal du gå

Vi gik af trampesti fra Stevns Naturcenter til Rødvig Havn – det er let at finde vej. Vi gik mod syd med havet på vores venstre side og markerne på vores højre side. Stien går oppe på klinten hele vejen, men det er muligt at komme ned til vandet enkelte steder – stranden er særlig oplagt, hvis du har en fossilsamling, som skal udvides.

Kalk og erosion

Klinten består mest af kridt. Kridt der er cirka lige så stærkt som det tavlekridt, som vi har knækket vores del af igennem skoletiden. Det betyder, at kystklinten bliver eroderet af vejret og havet. Den ultimative konsekvens af det oplever man ved Højrup Kirke, som stod færdig ved klinten i 1357. Siden da er både kirkegård og kirkens kor rutchet i vandet. Det må have været et ganske makabert at se gamle kister med lig komme til syne.

Seværdigheder på ruten

Stevns Klint er en attraktion og midt på ruten hvor Højerup kirke og Stevns fyr ligger, vil der på en højsommerdag også være andre ude for at se disse smukke steder. Men de færreste forvilder sig ud på hele ruten, så udover et kort stykke mellem kirke og fyr, havde vi stien næsten for os selv. I Højerup kan man spise Det Store Stevnske Frokostbord – vi tog dog budgetvejen og havde pakket rygsækkene med tøm-køleskabet-tapas.   

Sådan gør du

  • Kom til: Toget til Køge, derfra lokalbane til Store Heddinge hvorfra der går bus til Sigerselv, hvor vores rute startede.
  • Kom fra: vores rute endte i Rødvig Havn, hvorfra der går lokalbane tilbage til Køge.
  • Med bil: På Stevns Klint starter du et andet sted, end du slutter. Men her er mulighed for at leje cykler, så du kan komme tilbage til bilen, når du ankommer i Rødvig.
  • Hvor langt: 19 km
  • Hvor længe: 4-5 timer (uden pauser til vand, frokost og is – indlæg rigelig tid til dette)
  • Gå minimum med: Gode lukkede sko – Vand – Solcreme (der er ikke meget skygge på ruten) – tøj i flere lag justeret efter vejret – Vandflaske (som du kan genopfylde flere steder)
  • Alternativt: Hvis du har god energi i benene og god tid, så tag til Bøgeskov Havn og gå derfra, det gør turen lidt længere.

Kort // Stevns Klint