Stevns Klint: Vandretur på kanten

For os er Stevns Klint er først og fremmest en nævneværdi vandretur, fordi det er en latterligt flot strækning. Det blå hav, stenstranden og den hvide klint med grøn frodig top – det er bare pænt for øjet (og kameraet). Men der er mange andre grunde til at vandre i netop dette hjørne af Danmark: Fiskeleret i klinten fortæller historier tilbage fra dinosaurernes tid, hvilket har placeret den på UNESCOs verdensarvsliste, Stevnsfortet spillede en helt særlig rolle under den kolde krig og så er floraen omkring Stevns Klint unik, for dér findes eksemplarer af gøgeurt (danske orkideer).  

Denne rute skal du gå

Vi gik af trampesti fra Stevns Naturcenter til Rødvig Havn – det er let at finde vej. Vi gik mod syd med havet på vores venstre side og markerne på vores højre side. Stien går oppe på klinten hele vejen, men det er muligt at komme ned til vandet enkelte steder – stranden er særlig oplagt, hvis du har en fossilsamling, som skal udvides.

Kalk og erosion

Klinten består mest af kridt. Kridt der er cirka lige så stærkt som det tavlekridt, som vi har knækket vores del af igennem skoletiden. Det betyder, at kystklinten bliver eroderet af vejret og havet. Den ultimative konsekvens af det oplever man ved Højrup Kirke, som stod færdig ved klinten i 1357. Siden da er både kirkegård og kirkens kor rutchet i vandet. Det må have været et ganske makabert at se gamle kister med lig komme til syne.

Seværdigheder på ruten

Stevns Klint er en attraktion og midt på ruten hvor Højerup kirke og Stevns fyr ligger, vil der på en højsommerdag også være andre ude for at se disse smukke steder. Men de færreste forvilder sig ud på hele ruten, så udover et kort stykke mellem kirke og fyr, havde vi stien næsten for os selv. I Højerup kan man spise Det Store Stevnske Frokostbord – vi tog dog budgetvejen og havde pakket rygsækkene med tøm-køleskabet-tapas.   

Sådan gør du

  • Kom til: Toget til Køge, derfra lokalbane til Store Heddinge hvorfra der går bus til Sigerselv, hvor vores rute startede.
  • Kom fra: vores rute endte i Rødvig Havn, hvorfra der går lokalbane tilbage til Køge.
  • Med bil: På Stevns Klint starter du et andet sted, end du slutter. Men her er mulighed for at leje cykler, så du kan komme tilbage til bilen, når du ankommer i Rødvig.
  • Hvor langt: 19 km
  • Hvor længe: 4-5 timer (uden pauser til vand, frokost og is – indlæg rigelig tid til dette)
  • Gå minimum med: Gode lukkede sko – Vand – Solcreme (der er ikke meget skygge på ruten) – tøj i flere lag justeret efter vejret – Vandflaske (som du kan genopfylde flere steder)
  • Alternativt: Hvis du har god energi i benene og god tid, så tag til Bøgeskov Havn og gå derfra, det gør turen lidt længere.

Kort // Stevns Klint

1 kommentar til “Stevns Klint: Vandretur på kanten”

  1. Pingback: Svinklovene: Vandretur i Svinkløv Klitplantage - Unbound Steps

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *